At turde give slip på det gode liv, og derefter opdage det.
Jeg var heldig at blive fyret" - er et fantastisk slogan, som jeg arbejder efter i dag og som bringer mig i kontakt med en masse gode mennesker, der var lige så "heldige".
Det gode liv
Det var nu ikke sådan jeg havde det, da jeg for ca. 11 måneder siden mødte ind på min arbejdsplads gennem 16 år, efter en god og lang sommerferie.
Jeg havde et godt liv, et godt job på Danmarks bedste arbejdsplads (i min optik), gode mennesker omkring mig, masser af tryghed, udfordringer, status og jo, jeg kunne da godt tænke mig at prøve noget andet, men ønsket var ikke så stort, at jeg tog skridtet.
Men det ramte også mig, - det jeg troede aldrig ville ske for mig - jeg blev fyret! Jer der kender mig kender også omstændighederne, som jeg ikke vil trætte Jer med her - det er irrelevant for den pointe, jeg synes er væsentlig her - netop at jeg blev tvunget til at give slip og afkald på alt det jeg kendte og komme ud af min comfort-zone.
Ny verden - ude af comfort-zone
Og ud af mine vante rammer kom jeg, med mulighed for at kigge bredt og finde ud af hvad JEG egentlig ville. Hvad motiverer mig? Hvad driver mig og gør mig glad? Og hvordan kan jeg bruge det andre steder?
Og jeg skal love for, at der var en ny verden der åbnede sig. Stille og roligt åbnede den ene dør efter den anden og jeg stødte konstant ind i nye mennesker, der var med til at åbne nye muligheder og nye døre for mig.
Jeg begyndte at kigge andre veje, og jeg fandt hurtigt overskriften på mit nye liv. Jeg skulle "gøre en forskel for nogle mennesker" - på en anden måde end når jeg var deres chef. Jeg manglede bare lige at finde ud af hvordan.
En lang glidebane startede og det var som om, at der hele tiden skete nye ting for mig der viste mig vej til næste skridt. Som om brikkerne faldt på plads i takt med, at jeg var klar. Nogle af mine mere alternative bekendtskaber, ville kalde det for at "jeg var/er i flow"..... og jeg tror på betragtningen om, at når man er åben for at modtage og give slip, så er man også åben for at skabe succes og forandringer.
Farvel til tryghed og goddag til frihed
Jeg kastede mig ud i livet som selvstændig.... En rimelig angstprovokerende tanke, hvis du havde spurgt mig 6 måneder før jeg blev opsagt.
Jeg kigger tilbage og spørger mig selv om jeg savner mit gamle gode liv og fortryder jeg tog springet? Svaret er nej, ikke et sekund. Jeg havde alt hvad jeg ønskede mig før - troede jeg, indtil jeg opdagede, at alt det jeg troede var det fedeste, blev slået med flere længder i mit nye gode liv.
Den frihed jeg har nu til selv at bestemme, selv at være ansvarlig for min egen succes og kunne tilbyde mine kunder det de efterspørger, uden at skulle passe ind i en kasse, er for mig mere værd end den tryghed jeg havde i mit faste job.
Min pointe her er, at min gamle overbevisning om, at "alting sker for en årsag" blev hugget ud i granit.
Selvom livet indimellem bringer os ud af comfort-zone og tvinger os til at gøre noget markant anderledes så husk på, at hvis du kommer i en situation, hvor du tvinges ud af dit vante gode liv, så overvej om du er åben for forandring og klar til at komme i flow eller du i stedet vil gøre dig til offer for situationen og lade stå til. Valget er dit, kun du kan styrer dit eget liv!
Jeg valgte tilsyneladende rigtigt..... og det er jeg sikker på at du også vil gøre, hvis du er klar!
Mange hilsner
Marlene de Voss