www.dvoss.dk

"Min nye rolle som leder" - 6 råd til at overleve den første tid i lederrollen

2017-09-15

Når du bliver udnævnt som leder, indgår du i virksomheden på en ny måde, du får en anden rolle, og ansvaret vejer tungere i skuldertasken.

Når jeg rådgiver nye ledere, oplever jeg ofte, at de bliver skubbet ud af deres komfortzone, samtidig med at de helst vil være verdensmestre fra begyndelsen. Og det kan give en svær start.

Derfor vil du kunne læse en række indlæg her på min blog, som hjælper dig med at finde dig godt tillpas i din nye lederrolle.

Til at begynde med får du her mine 6 vigtigste råd til, hvordan du overlever den første tid:


1) Lad dig inspirere af de bedste, du kender

Tænk på den bedste leder, du nogensinde har haft. Hvad gjorde ham eller hende særligt god? Var det fx:

• evnen til at lytte?

• måden, du blev involveret i strategien på?

• god humor til afdelingsmødet?

Overvej, om du selv besidder nogle af de egenskaber, og om du kan udvikle dem i din lederrolle. Hvilken adfærd skal du vise over for dine kolleger og medarbejdere, som understøtter disse egenskaber? Hvis du fx vil være en lyttende leder over for dine medarbejdere - hvad kan du så gøre en tirsdag morgen, som gør, at Hanne i din afdeling føler sig hørt af dig? Lad svarene være med til at give dig retning på, hvordan du gerne vil lede andre.


2) Beslut, om du vil være leder eller manager

Her er en vigtig skelnen i lederskabet: Vil du være leder eller manager? Det afgør nemlig, hvor dit fokus kommer til at være. Lad mig kort skitsere forskellen:

Leder: En leder går forrest, sætter retningen og guider sine medarbejdere. Som leder vil du inspirere dine dygtige medarbejdere til at performe bedst muligt, og du vil gerne udfordres af dit team. Det er den slags personer, vi ofte kalder 'fødte ledertyper' - en person, som vi instinktivt gerne vil følge. Ofte er de slet ikke fødte ledere, men har lært at fremstå sådan gennem mange års erfaring.

Manager: En manager er i højere grad en ledertype, som holder orden og styr på, at alt går sin gang, at reglerne bliver overholdt, og at vi holder vores aftaler. En manager er en kontrolinstans.Der er ikke nok timer på en uge til at varetage begge lederroller samtidig. Så er du en leder eller en manager?


3) Observer, og vær nysgerrig

Det største selvmål, du som ny leder kan lave, er efter min mening at forsøge at afmærke dit territorium fra begyndelsen. Hvorfor? Fordi du nok skal komme til at sætte dit aftryk og gøre en forskel. Men hvis du vil have succes i din nye rolle, så brug i tid på at finde ud af, hvor din indsats kan bruges bedst. Teamet, afdelingen og virksomheden eksisterede nemlig, før du kom til. Observér, hvordan virksomheden fungerer, hvilke dynamikker der er i dit team, og hvilke bekymringer der fylder i afdelingen. Brug tid på at undre dig, og skriv dine undren ned. Dine øjne kommer udefra og ser derfor anderledes på tingene, hvilket er ekstremt værdifuldt. Men gem din undren til senere, for måske finder du svarene undervejs. Der kan være en god grund til, at jeres printer står på etagen nedenunder, selvom det virker komplet idiotisk for dig i begyndelsen - måske er det ikke den kamp, du skal tage.Efter du i en periode har indsamlet data, har du mulighed for at træffe bedre beslutninger på et mere oplyst grundlag.


4) Ekstern sparring er din ven

Du kan blive overvældet af at skulle tackle de nye problemstillinger, et større ansvar, og at alles øjne følger dig. Mange har derfor et behov for at vende udfordringerne med nogen. Men hvem kan du gå til, når udfordringerne føles personlige? Ikke medarbejderne, heller ikke din chef, og måske en fra HR heller ikke er den rigtige - for fælles for dem alle er, at de er interne i virksomheden. Find derfor en ekstern sparringspartner, hvor du kan vise din sårbarhed og vende dagligdagens store og små spørgsmål. Måske du kender en fra dit netværk, eller også kan du få en professionel sparringspartner https://www.dvoss.dk/


5) Husk dine medarbejdere midt i alt det nye

Mange nye ledere glemmer noget meget væsentligt: Nemlig at lære deres nye medarbejdere at kende, så I får opbygget tillid og et godt samarbejde.Sørg for at sætte tid af til at smalltalke med dine medarbejdere. Du kan fx sætte en møderække op, hvor du har tid til at lytte enten 1:1 eller i teamet. Afsæt tid til, at dine medarbejdere kan henvende sig, når de har brug for din hjælp.


6) Glem ikke det sociale

En god måde at lære dine nye medarbejdere og kolleger at kende på er i uformelle omgivelser. På den måde finder de også bedre ud af, hvad du egentlig er for en. Selvom du kan være træt efter en lang uge, så prioritér en fredagsøl i kantinen, eller hvad I nu har for vane at samles om hos jer. Det er investeringen værd at sætte sig i nogle omgivelser, der lægger op til at tale om noget andet end arbejde. Du kan også arrangere et socialt event for din afdeling alene. Du behøver ikke diske op med michelinrestaurant og heldagsarrangement, men en form for event er en god investering, når du overtager et team. Nu kender du nogen af de vigtigste råd til at finde dig godt til rette på din nye hylde.

Jeg håber, rådene ruster dig til at begynde din lederrolle med succes.

Mange hilsner

Marlene de Voss