Kære nye leder: Passer du godt på dit netværk?

Når jeg sparrer med nye ledere om udfordringer i deres nye rolle falder snakken ofte på netværk.

Plej dit netværk, udvid dit netværk, brug dit netværk - hører du også tit det?

Jeg ved, det er en udfordring for nye ledere at sætte tid af i kalenderen til opgaven 'netværk'. Du har spørgsmål fra medarbejdere, der skal besvares, og udfordringer i lederteamet, der skal løses.

Hvorfor er det egentlig så vigtigt med netværk?

Og, hvis vi skal blive mere konkrete: Hvordan passer du godt på netværket uden at se opgaven som en ekstra arbejdsbyrde?

Lad mig besvare det første spørgsmål med en åbenbaring, jeg oplevede i sidste uge.

I kontakt med 1 menneske fra netværket om dagen

Da jeg gjorde status fredag aften over et glas rødvin, gik noget op for mig: I løbet af den forgangne uge havde jeg været i kontakt med 8 mennesker fra mit netværk.

Det er mere end 1 menneske om dagen, som ville hjælpe mig, eller som jeg kunne hjælpe.

Nogle af kontakterne gik over 20 år tilbage. Nogle var nære relationer, andre mere perifere. Vi havde hjulpet hinanden med alt muligt: hussalg, samarbejde, faglig sparring og møder med potentielle kunder.

Jeg følte mig taknemmelig, for hvordan havde ugen set ud uden netværk?

Sandsynligvis sådan her: Mere bøvlet hussalg, jeg havde ikke opdaget nye samarbejdsmuligheder, den faglige sparring havde foregået inde i hovedet til langt ud på aftenerne, og der havde ikke være nye kundemøder.

Så: Ja, det betaler sig at pleje dit netværk, også selvom det kan virke uoverskueligt at få tid til.

Den tid, du investerer i netværket, kommer dig altid til gode - på måder, du ikke kan forudse, når du begynder.

Pointen med denne historie er ikke, at du nu skal til at bede alle dine kontakter om hjælp. Pointen er denne: For at du kan nå dertil, hvor et andet menneske er villig til at hjælpe dig, så begynder det med dig selv.

Begynd med at sætte ind på den store konto

Se det at dyrke netværk som en stor konto. Der hæves fra den og sættes ind på den - men ikke nødvendigvis fra de samme mennesker. Du vil opleve, at nogle af dine kontakter arbejder for dig, hvorimod du vil arbejde for andre i dit netværk. Det er ikke et regnestykke, der nogensinde går op, og det er heller ikke meningen.

Pointen er, at når du skal afskedige en medarbejder for første gang, eller du har svært ved at motivere medarbejderne til at arbejde for jeres nye strategi - så vil du gerne have plus på den konto. I de situationer vil du gerne have nogen, som du kan ringe til eller mødes med. Og som ser det at hjælpe dig som det mest selvfølgelige i verden.

Stil dig derfor til rådighed, når folk i dit netværk rækker ud efter dig og dine kompetencer. Gør det, også selvom du ikke kan besvare spørgsmålet: "Men hvad får jeg ud af det?"

Det er det forkerte spørgsmål at stille. Spørg i stedet: "Hvordan kan jeg bedst hjælpe dette menneske?"

På den måde bygger du langsomt et stærkt stillads af mennesker, der vil støtte dig, når du svajer og er ved at vælte i din nye lederrolle (for de dage kommer).

3 måder til at pleje dit netværk, du kan prøve i dag

Her er tre idéer til dig, der gerne vil hurtigt i gang med at opbygge - eller genaktivere - dit netværk:

  • Invitér til frokost eller kaffe. Nej, du skal ikke sende en invitation til alle dine 1.200 kontakter på LinkedIn. Brug denne mulighed til kontakter, du gerne vil kunne sparre med, være fortrolig med, og hvor du også har det godt med at spørge ind til, hvad der rører sig hos dem.
  • Giv en anbefaling. Hvem har du arbejdet sammen med, som du kan give en positiv og oprigtig anbefaling på LinkedIn? Udvælg 4 personer, og sæt ind i din kalender, at du vil skrive 1 anbefaling om ugen den næste måned.
  • Vær aktiv på sociale medier. Her er det ikke nok at trykke like. Har en af dine kontakter fået et nyt job, så skriv en personlig lykønskning på LinkedIn. Skriver en af dine kontakter en artikel, så giv feedback i kommentarfeltet. På den måde viser du, at du gerne vil arbejde for jeres relation.

Alle disse tre muligheder kan du gå ud og prøve i dag.

Begynd med at give uden at forvente noget til gengæld. Det er ikke kun sund netværkspleje, det er også sympatisk, og det kan de fleste mennesker godt lide.

Du har også en fjerde mulighed for at få et bedre og stærkere netværk

Intet slår nemlig at mødes med en gruppe af ligesindede ude i virkeligheden.

Der, hvor I som nye ledere kan:

  • sparre om faglige problemstillinger
  • diskutere relevante emner
  • se nye muligheder for hinanden.

Derfor vil jeg gerne invitere dig til et af mine gratis netværksarrangementer, hvor du kan møde andre mennesker, som bokser med de samme udfordringer som dig. Send en mail på marlene@dvoss.dk, så sikre jeg at du inviteres med til næste netværksmøde.

Med ønske om et stærkt netværk

Marlene de Voss